Dreyer Prisen 2022: Lisa Jespersen

Lisa Jespersen takker for Dreyer Prisen 2022. Foto: Thomas C. Christensen.
Instruktører og manuskriptforfatter Lisa Jespersen modtog onsdag den 2. marts Carl Th. Dreyer Prisen 2022. Overrækkelsen af prisen fandt sted i Cinemateket i København. Med prisen fulgte 50.000 kroner. Vi bringer her motivationstalen.

Tale til Lisa Jespersen i forbindelse med uddelingen af Dreyer Prisen 2022

Af Eva Novrup Redvall, Johannes Riis og Jakob Buhl Vestergaard

Vi er meget glade for at stå her i dag og kunne uddele årets Dreyer-pris til Lisa Jespersen for hendes imponerede debutfilm Hvor kragerne vender.

Hvor kragerne vender er en film, som umiddelbart ikke gør meget væsen af sig, men alligevel gør stort indtryk. Det er en fortælling, som ikke er bange for stereotyper, men som formår at bruge dem på en måde, så man kommer et spadestik dybere og samtidig får lov at grine af de klicheer, der kendetegner manges opfattelse af både land og by. Det er en svær balance, men Hvor kragerne vender tager os sikkert på tur med Laura – også kendt som Irina – til hendes hjemstavn og får fortalt en rørende historie om både at elske og hade sine rødder, som vi er mange, der er blevet berørt af. Det er en film, som hellere vil bygge bro end grave grøfter – men som ikke er bange for at prikke til folks selvopfattelser, ikke mindst til københavnske storbysnobber.

Filmhistorien er fuld af fortællinger om folk, der vender hjem. Den er også fuld af fortællinger om folk, der drager ud. De fleste har lært om eventyrenes hjem-ude-hjem-dramaturgi, som underbygger ordsproget om, at ude er godt, men hjemme er bedst. Alt det skriver Lisa Jespersen og Sara Isabella Jönssons manuskript sig ind i, mens de skildrer, hvordan vi altid er præget af det, vi kommer fra. Spørgsmålet er, hvordan vi så forholder os til det, og om vi flygter fra det og forkaster det eller prøver at finde det bedste i det, vi har med os, og det, vi så selv vil fremadrettet.

'Hvor kragerne vender' åbner med et kritisk blik på den kreative klasse, hvor den ikke får for lidt, mens der drikkes grumset naturvin og diskuteres forskellige grader af klimaangst til en kunstudstilling i København.

Hvor kragerne vender åbner med et kritisk blik på den kreative klasse, hvor den ikke får for lidt, mens der drikkes grumset naturvin og diskuteres forskellige grader af klimaangst til en kunstudstilling i København. Her er der skruet godt op for samfundssatiren, men kort efter vender vi med Laura hjem til det jyske, fordi hendes bror skal giftes, og der er brug for hjælp med brylluppet.

Scenen, hvor Laura ankommer til sin barndoms bondegård, får på få øjeblikke en eftertænksomhed ind, som sætter sig i kroppen og viser, at Hvor kragerne vender ikke bare vil trække kontrastfulde fronter morsomt op. Manuel Alberto Claros kamera fanger hende alene i omgivelserne, mens hun tager luften og lydene og lugtene ind. Det her sted sidder i hendes krop, hvad enten hun vil det eller ej. Hun sanser det – og stikker så sin fod ned i en frisk kokasse. Så er man ligesom ankommet!  Som manuskriptet senere beskriver det, træder Laura ind i sit barndomshjem – ”og ud af sine sko”. Hvor kragerne vender er fuld af fine små øjeblikke og iagttagelser som dem, mens filmen gradvist tager os ind i den verden, som Laura kritisk har forsøgt at fjerne sig fra.

Den første middag bliver hurtigt både en åbenlys og passivt aggressiv kampplads, når Laura ikke længere spiser kød og simpelthen ikke kan holde sine klimatanker indenbords. Men det menneskelige drama tegner sig også hurtigt. Svigerdatteren Catrine, der mobbede Laura i folkeskoletiden, er ved at overtage Lauras plads i familien. Hvad skal hun gøre ved det? Vil hun overhovedet have pladsen tilbage? Og i så fald på hvilke præmisser?

Spørgsmålet om, hvem der er brudt ind i morens blomsterbutik, bliver elegant et afgørende vendepunkt i filmen, der ellers bruger brylluppet som det, den hedengangne Mogens Rukov ville have rost som en effektiv ’naturlig historie’, hvor vi alle sammen kender slagets forventede gang og de prædefinerede roller – der så selvfølgelig udfordres undervejs.

Visuelt er det en gave at se Laura bevæge sig rundt i de landlige miljøer i sit kridhvide jakkesæt – og udfordre den hvide brud. På replikniveau får vi både skarpe skud og skønne detaljer, som at køerne kun vil gå ind, når radioen spiller Pop FM. Samtidig får vi sjovt indblik i de forskellige karakterers selvforståelse, som når Lauras gamle flamme skælmsk tegner en kontrast mellem hendes storbysucces og ham som dagens fadøls-, pavillon- og klapstolemand. Eller når Lauras kæreste Benjamin forklarer, at der er forskel på styrke og teknik efter en uheldig oplevelse med at hjælpe til.

Der er meget mere mellem himmel og jord, og land og by, end fordomme om folk, der læser hhv. Simone de Beauvoir eller Jussi Adler Olsen; om dem, der affaldssorterer og dem, der ikke gør; eller forestillinger om, at alle i storbyen er rummelige, mens man bliver jagtet med en høtyv på landet, hvis folk tror, man er lesbisk. Hvor kragerne vender får os ikke-dømmende til at stille spørgsmål til begge miljøer og til at reflektere over forholdet mellem, hvor man kommer fra, og hvor man føler, at man hører til.

Hvor kragerne vender får os ikke-dømmende til at stille spørgsmål til begge miljøer og til at reflektere over forholdet mellem, hvor man kommer fra, og hvor man føler, at man hører til.

Vi har i Dreyer Mindefondens bestyrelse talt en del om, hvad Dreyer mon ville have tænkt om din film. I Vredens dag, Dreyers måske mest tilgængelige værk, sætter præstegårdens hjemvendte søn, Martin, gang i nye følelser og konflikter – ikke ulig Laura i Hvor kragerne vender. Og Laura har en snert af den arrogance og indbildskhed, der i så rigeligt mål kendetegner den tyranniske Viktor i Du skal ære din hustru, Dreyers komedie fra 1925. I deler en interesse for kvinder, der skiller sig ud og havner i konflikt med omgivelserne. Og så undersøgte Dreyer jo faktisk også datidens vandforurening i Vandet paa landet, en dokumentarfilm fra 1946 –  en forurening, der helt sikkert også ville gå din hovedkarakter Laura på den dag i dag. (Og det er måske her, at vi lige kan indskyde, at Vandet paa landet kan ses både på Danmark på film og carlthdreyer.dk, Filminstituttets website om Dreyer og hans værk, hvor I alle sammen – som altid ­– kan læse meget mere om Dreyer).

I forhold til skildringen af livet på landet var det en fornøjelse at høre dig, Lisa, og Stine Pilgaard – forfatter af romanen Meter i sekundet, som i øjeblikket bliver filmatiseret i det vestjyske – tale om at skildre provinsen ved efterårets fiktionsdag her i Filmhuset. Den samtale gav et interessant indblik i kunsten at skildre forskelle uden at polarisere, herunder hvordan man benytter humor i en fortælling uden at give køb på smerten og livets større spørgsmål.

Det er en svær balance, som din debutfilm mestrer, ikke mindst med en storspillende Rosalinde Mynster som Laura i front for det fremragende cast. Sammen skaber I en fortælling, der på rørende vis klinger ud på spørgsmål om tilgivelse og forsoning midt i al forskellighed og fortidige såvel som nutidige dramaer.

Efter den – og din afgangsfilm September fra Den Danske Filmskole i 2017 – glæder vi os til at se, hvad du vil filmbegejstre os med næste gang.

Tillykke!

 


2. marts 2022